Christina Schütt: marts 2012

Så kom dagen!

Puha den har ikke været ventet, men idag har jeg fortalt alle mine kollegaer at jeg fra 31 maj har valgt at slutte på Rapunzel. Det kom nok lidt som et chok for de fleste, nogle græd og andre sad med tåre i øjnene, det var hårdt. - Men jeg må jo have givet et godt indtryk ,den tid jeg har været her, hvilket jeg er rigtig glad for.

Det hele startede med at jeg gik på handelsskolen og bestilte hair extensions af og til, og en dag da jeg fik fejl produkt, mailede jeg kundeservice og vi løste problemet, hvorefter de spurgte om jeg måske kunne hjælpe dem med noget oversættelse, sådan forhandlede vi et år ca. indtil min nuværence chef spurgte om jeg ikke ville komme til Umeå og arbejde for dem, vi aftalte 3 måneder til at starte med som dog endte med at blive noget længere.

Jeg kan huske jeg overvejede det meget, da jeg jo på det tidspunkt var i gang med handelsskolen, men til sidst tænkte jeg hvorfor ikke, skole kan man altid gøre, hvorfor ikke teste noget nyt, se noget andet, og arbejde for nordens største hair extensions firma. Så 2 april 2010 sprang jeg ud i det. - Et par dage efter at jeg havde fået kørekortet i hus, kørte mor og far mig til lufthavnen og jeg tog flyet til Umeå. Jeg vidste ingenting, om hvor jeg sku bo, hvem jeg skulle møde eller hvem min nuværende chef var, det eneste jeg håbede var, at nogen skulle hente mig i lufthavnen. Da jeg ankom stod en køn ung pige, som ikke var mange år ældre end mig selv, med et skilt i hånden hvor der stod Christina. Vi snakkede lidt men hold da op hvor var det svært at forstå hinanden, derefter kørte hun mig hen til den lejlighed hun havde fundet, som jeg skulle dele med en ældre dame (for jeg skulle jo bare være der 3 måneder troede jeg, så ingen grund til at bøvle med møbler ovs) Alt føles rigtig spændende og alle virkede meget venlige. 2 dage efter jeg ankom til Umeå skete det værste der ku ske,

jeg fik besked hjemmefra at min elskede farfar var død, puha tårene pipler frem bare ved at tænke på det, min farmor og farfar har altid været der for mig og jeg har haft dem med mig hele livet, det var som mit andet hjem at være der, det var altid trygt og jeg vidste de altid var der, lyttede til hvad jeg havde at sige, hjalp mig med lektier, hentede mig , vi gik ture sammen, vi hjalp hinanden - Ja det er svært at beskrive men vi havde noget helt specielt sammen, et bånd som jeg vil beskrive som den sandeste kærlighed jeg har oplevet.

Så for mig var det meget vigtigt at komme hjem til begravelse, selvom min familie havde fuld forstålelse for hvis jeg ikke kom, men ja efter 2 dage i Sverige tog jeg kort tid efter hjem igen og holdte begravelse med min familie. Det var en hård start, men jeg var fokuseret på at klare det jeg havde sat mig for, en uge efter tog jeg tilbage til Umeå - Jeg snakkede meget i telefon med farmor efter farfars død, sidste gang vi snakkede var 15 maj kan jeg huske, jeg kan huske jeg ringede og vi snakkede om alting i over et time, det var sidste gang jeg snakkede med hende, noget jeg specielt kan huske, var hendes glæde på mine vegne, kan huske hun sagde "Så længe du er glad Christina, så er jeg glad" det tror jeg er noget af det fineste man kan sige til folk man holder af, det i hvert fald nogle ord jeg aldrig vil glemme, måske er det bare ord men for mig betyder det en hel masse og det siger nok lidt om vores forhold, det var som om vi forstod hinanden.Kort tid efter min farfar døde blev min farmor syg, inderste inde tror jeg hun blev syg af sorg, men det er svært at sige. Jeg havde det meget dårligt med

hun ikke havde det godt og kort efter kom hun os i respirator i Esbjerg pga lungebetændelse, der lagde hun med slange i halsen og kunne hverken snakke eller spise. jeg kan huske jeg bestemte at rejse hjem og se hende, man ved aldrig når det er slut og det var os sidste gang jeg så hende i live, kan tydelig huske hvordan det var at komme ind på sygehuset og se hende ligge der, lille tynd og med slanger i halsen og drop i armen, det var virkeligt hårdt at se, det er svært at beskrive hvordan det var med ord. Man kan sige meget, folk bliver gamle og syge og de har levet deres liv, men står man der og et menneske som betyder så meget for en bare ligger, så er det eneste man tænker, er at verden er uretfærdig. Igen tog jeg tilbage til Sverige, jeg ringede ofte hjem for at høre hvordan det gik med farmor, hun havde det bedre og bedre , det gjorde min lykke dog skulle den være kort og 21 september ringede far på morgenen og sagde at farmor var død. Aldrig i hele mit liv har jeg følt sådan en smerte som jeg følte måneder efter og stadig har noget af idag, som om man var helt tom indeni, som om at det der var sket bare ikke var sandt, samme følelse sidder jeg med idag næsten 2 år efter, jeg vil simpelthen ikke acceptere det tab! og jeg tror heller ikke at der har været lettere at jeg har været så langt hjemmefra, er man så langt væk er det som om at man ikke rigtig forstå og man håber og tror at alting stadig er som det var engang når man kommer hjem. Sorgen er stor og det tager tid, men minderne om dem er gemt i mit hjerte.

Min bedstemor siger at når man bliver gammel, lære man at acceptere at ingen bestemmer over livet, jeg ved at hun har ret, men tvivler på jeg nogensinde bliver så gammel at jeg acceptere døden. Tilbage til Umeå, så har jeg ikke fortrudt et sekund at jeg tog afsted, det har lært mig meget både personligt og arbejdsmæssigt og jeg har udviklet mig meget som person, ikke mindst har jeg fået et bedre forhold til mine forældre og jeg tror det har været sundt for mig at få lidt afstand, det har gjort at jeg har fået bedre forståelse for min opvækst og fået et bedre billede af hvem jeg selv er. Jeg har os boet indeboende forskellige steder ved frygtelige mennesker, jeg aldrig nogensinde håber jeg vil møde igen, det har været psygisk hårdt men inderste inde er jeg stolt af mig selv, for jeg har klaret det hele selv, jeg har kæmpet og samtidigt har jeg mødt så herlige mennsker, som jeg altid vil mindes. Mine kollegaer har været noget af det bedste og jeg tror at de er grunden til at jeg har blevet her så længe. Så det var hårdt at stå foran dem alle idag og sige at fra 31 maj slutter jeg på Rapunzel,

men nu føler jeg det er tid til at viderudvikles, se mere af Sverige og verden og ikke mindst prøve noget nyt. 2 måneder endnu og så siger jeg på gensyn Umeå, for jeg vil besøge det her sted igen, se de mennesker jeg er kommet til at holde så meget af, besøge Rapunzel og bare nyde lidt af norrland, man skal aldrig sige aldrig, men jeg kommer nok aldrig til at bo i Umeå igen.

Jeg tror at langt det meste sker af en grund, og at det man oplever har en indvirkning på den person man er blevet, der vil altid være folk som hader en og forhåbentlig os folk som elsker en, men vigtigst af alt er at man er sig selv.

Gramatikfejl tager jeg en anden dag...

Death is a challenge. It tells us not to waste time …

it tells us to tell each other right now that we love each other.

Idag døde mors onkel, Martin

- Han havde fået kræft og havde det meget dårligt,

så på en måde kan man sige det var godt for ham.

Det er ved at være nogle år siden jeg så ham, men alligevel er det mærkeligt at tænke på han nu ikke findes mere. - Han havdet tilfælles med min bedstefar at han altid var så frisk og sjov og ikke mindst så virkede han altid så livsglad, så det lidt mærkeligt at tænke på at jeg nu aldrig ser ham mere.

Synes livet er uretfærdigt i blandt, min bedstemor siger man som man bliver gammel lære at acceptere døden, jeg tvivler på jeg nogensinde bliver så "gammel" at jeg lære det..