Idag ringede mor og fortalt at det i dag er 4 år siden bedstefar døde, hun havde det mærkeligt med det lige som jeg også har. Samtidigt er jeg ved at læse en anbefalet bog af en veninde "Dyngkåt och hur helig som helst" det en selvbiografi, kvinden der har skrevet bogen skrev blandt andet noget om hendes far, hendes far var alcoholiker men før han blev det beskrev hun meget fint, hvordan han var, han var den som altid havde en kram klar når ingen andre havde, jeg ved ikke helt hvorfor men da jeg læste det begyndte jeg at græde. Jeg tænker tilbage til da mig og bedstefar gik ture i skoven, jeg kan tydeligt huske det jeg var sur på mine søskende, hvad de havde gjort mindes jeg ikke men jeg kan huske jeg fortalte bedstefar om det  - han gav mig ret kan jeg huske og sagde ja de sku os nogle dumme nogen, han mente det nok ikke helt, men han havde altid sympati og han var altid på ens side når alle andre gik ud. Min bedstefar var os en meget humoristisk mand og hvor mange gange har jeg ikke fundet en 4-kløver som lille og ønsket at han blev rask.. Men rygelunger og med kun et halv fungerende lunge, var der ikke meget håb heller ikke selvom jeg aldrig fortalte nogen hvad jeg ønskede, for så gik det jo ikke i opfyldese? Ingen tvivl om at min bedstefar var en mand med et godt hjerte, men han var også følsom og så humor i mange ting.. Det sjove ved netop min bedstefar var, at han ville hans famillie og dem han holdte af det bedste, ja kun det bedste.. Men folk han ikke kunne lide, dem gjorde han ingenting for, dem kunne han lave mange sjove historie med.. Og ja måske tror jeg at jeg har noget af det samme, folk som jeg lukker ind vil jeg gøre storset alt for. Min blog handler i tiden meget om sorg og død når jeg tænker over det, men det er vel sådan livet er i blandt og eftersom det er min blog vil jeg ha min lov til at skrive hvad som jeg har på hjertet.